Ny måling: Dao leverer posten hurtigere – PostNord taber lidt terræn

Postmarkedet er i fremgang.
Ifølge en ny måling, som Trafikstyrelsen står bag, når 99,8 procent af alle breve frem til modtageren.
Det er en stigning på 2,9 procentpoint siden sidste måling i december 2024.
Det skriver Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.
– Undersøgelsen viser, at både dao og PostNord får posten frem. For dao er der samtidig sket en klar fremgang i forhold til leveringstid, som tyder på, at virksomheden har fundet niveauet som landsdækkende distributør. For os som postmyndighed er det positivt at se, udtaler Line Elikofer, kontorchef for postområdet i Trafikstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Særligt dao markerer sig med fremgang.
Hele 99 procent af de testede breve blev leveret inden for de fem dage, virksomheden selv har sat som målsætning – en forbedring på 11 procentpoint siden december.
PostNord holder fast i en høj leveringssikkerhed, men andelen af breve, der når frem inden for fem hverdage, er faldet en smule – fra 92 til 90 procent.
Det samlede billede viser, at 94,5 procent af alle breve leveres inden for distributørernes egne tidsfrister. Det er en stigning på 4,5 procentpoint.
Kvalitetsmålingen er udarbejdet af analysefirmaet Verian og baserer sig på 2.616 standardbreve sendt til private modtagere i hele landet.
Testen følger en fælles europæisk standard og inddrager både PostNords postkasser, pakkeshops og daos netværk.