Mærsk-formand er den suverænt bedst lønnede i Danmark – det giver kritik
Fra et professionelt tv-studie i hovedkontoret på Esplanaden kunne bestyrelsesformand for Mærsk, Jim Hagemann Snabe, i går gøre status over 2020 på en digital generalforsamling.
Et år, som Mærsk uden de store problemer er styret igennem. Men alligevel måtte Jim Hagemann Snabe lytte til kritik af sin løn. Det skriver Berlingske.
Jim Hagemann Snabe aflønnes med syv mio. kr. om året for sin tjans som bestyrelsesformand, hvilket gør ham til landets suverænt bedst lønnede af sin slags. Til sammenligning tjener nummer to på den liste, Helge Lund i Novo Nordisk, tre mio. kr.
Det fik de to aktionærer ATP og Akademikerpension til at stemme imod godkendelsen af vederlagsrapporten.
- Vi må konstatere, at formandshonoraret er på et så ekstraordinært højt niveau i forhold til de selskaber, vi ønsker at sammenligne med, at vi har valgt at stemme imod vederlagsrapporten, lød det fra Claus Wiinblad, der er aktiechef i ATP.
Samtidig gjorde ATP det klart, at kritikken ikke handler om Jim Hagemann Snabe. Tværtimod sætter ATP stor pris på formandens rolle i den igangværende omstilling af Mærsk og roste selskabets udvikling i 2020.