23948sdkhjf

København får ny containerterminal til trecifret millionbeløb i 2023

Inden for få år står der en ny containerterminal klar i København. Det er budskabet i en pressemeddelelse fra udviklingsselskabet By & Havn, hvor der fortælles om planerne for den nye terminal, der skal stå klar i 2023.

By & Havn er sammen med Copenhagen Malmö Port (CMP) "enige om principperne for en ny containerterminal i Ydre Nordhavn".

Den eksisterende containerterminal på Levantkaj i Københavns Nordhavn er fortsat i fuld vigør, og inden for de kommende år vil den blive flyttet til Ydre Nordhavn med nye, moderne faciliteter og med mulighed for en udbygning. Udbygningen vil ske i takt med, at godsmængderne øges, og nye logistikvirksomheder, som eksempelvis et distributionscenter, kommer til. 

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser derfor frem til den nye containerterminal, som By & Havn skal opføre.

- København har altid været en købstad, og det er vigtigt, at vi kan være med til fastholde byens både historiske og erhvervsmæssige betydning. Som et vigtigt nøglepunkt i distributionskæden og med en beliggenhed tæt på slutkunderne, kan vi samtidig gøre det så bæredygtigt som muligt.

Den eksisterende terminal på Levantkaj udgør cirka 140.000 kvadratmeter. Når den nye terminal i Ydre Nordhavn er fuldt udbygget, vil den udgøre cirka 165.000 kvadratmeter.

- Med flytningen af containerterminalen fra Levantkaj til Ydre Nordhavn tager vi derudover for alvor fat i de næste etaper af den bæredygtige udvikling af Nordhavn, hvor Levantkaj i fremtiden skal udvikles som nyt boligområde til eksisterende og kommende generationer af københavnere.

Klimagevinst

Prisen for at anlægge den nye containerterminal inkl. kraner, vejadgang og øvrige faciliteter forventes at blive omkring 800 mio. kr, og containerterminalen får to nye containerkraner, en mulighed for kajlængde på op til 550 meter og en vanddybde ned til 12,5 meter. Det er 2,5 meter dybere end den nuværende containerterminal har. 

Med en beliggenhed på spidsen af Ydre Nordhavn vil den nye containerterminal komme til at ligge i en ny bydel med en veludbygget og moderne infrastruktur med dedikerede arealer til fremtidens logistik.

Arbejdet med at anlægge den nye Nordhavnstunnel under Svanemøllebugten er godt i gang, og når tunnelen står færdig i 2027, vil transport til og fra containerterminalen få direkte adgang til motorvejsnettet rundt om København via tunnelen.

Barbara Scheel Agersnap, CEO i Copenhagen Malmö Port, ser også en klimagevinst i den nye terminal.

- Mere trafik på de blå motorveje er en hjørnesten i omstillingen til en mere grøn transportsektor, og derfor vil den nye full-service containerterminal i København komme klimaet til gode – og herunder konsolidere den fremtidige forsyning af gods og varer til Storkøbenhavn og hele det østlige Danmark, siger hun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11