YX, der netop har åbnet Danmarks første offentlige el-lader til lastbiler i Nyborg, er klar til at investere i flere el-ladestander, når behovet er der.
Det siger direktør Michael B. Hansen i YX til Fremtidens Logistiks søstermedie, Transportmagasinet.
- Vi regner bestemt ikke med, at det er en enlig svale. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er min drøm, at der står flere anlæg af denne type, inden vi forlader 2023. Det afhænger af det behov, som branchen har – og vi vil gerne bakke om de gode og fornuftige initiativer. I dette tilfælde er blevet prikket på skulderen af en af vores kunder, DFDS, der godt kunne bruge en el-ladestander i Nyborg, så de kunne komme på tværs af landet med en elektrisk lastbil. Vi lyttede til kunden og konkluderede, at vi kunne bidrage med en løsning.