Containerskibe har kurs mod ophuggeren

Den rekordhøje efterspørgsel efter oversøisk containertransport i 2021 og 2021 sikrede et større antal ældre containerskibe en længere levetid. Men med containerraternes styrtdyk og tomme containerslots er containerrederierne nu i gang med at sende ældre og mindre effektive containerskibe til ophugning.
Ifølge Splash247 er der allerede blevet ophugget dobbelt så mange containerskibe i starten af 2023, end der blev i hele 2022.
Det kommer næppe som nogen overraskelse, at skærebrænderen bliver brugt ekstra flittigt på verdens ophugningsværfter på et tidspunkt, hvor overkapaciteten er åbenlys for alle.
Spørgsmålet er snarere, om rederierne er klar til at lade flåden af containerskibe skrumpe til et niveau, der matcher den det aktuelle marked.
For ifølge Splash247 er der blevet sendt 15 containerskibe til ophugning siden nytår. Til sammenligning blev der sendt syv containerskibe til ophugning i hele 2022.
Rederiet Wan Hai har øremærket ti containerskibe til ”genbrug” – heraf er er seks allerede sendt til ophugning.
Nogen tøver
Men det er her værd at bemærke, at verdens største containerrederi MSC for første gang siden 2017 har sendt et containerskib til ophugning. Skibet MSC Floriana stod ud på sin jomfrutur i 1986.
Men det er også værd at bemærke, at netop MSC lige har annonceret en ordre på ti dual fuel containerskibe på hver 11.500 TEU på et værft i Kina. Dermed ser det ud til, at MSC har mere fokus på at øge kapaciteten end på at tilpasse den markedet.
Her skal det retfærdigvis siges, at nybygningerne først vil blive leveret fra 2025, og til den tid kan markedet se helt anderledes ud.
Analysefirmaet Linerlytica oplyser, at der i øjeblikket er 4.616 aktive og 293 inaktive containerskibe. 537 containerskibe ligger for anker, mens 233 er på værft.
Shipbroker-selskabet Braemar har opgjort, at der årligt i gennemsnit blev ophugget 265.000 TEU i gennemsnit i perioden fra 2012. Da skærebrænderne stort set har samlet støv i de sidste to år, så skal et ”efterslæb” på 530.000 TEU sendes til genbrug.
Dermed er der formentlig udsigt til kø på verdens ophugningsværfter i den kommende tid. Og der mangler ikke kandidater – mere end hver femte containerskib er 20 år gamle eller ældre.