23948sdkhjf

Transporten på Finansloven

Regeringen og DF indgår aftale.

Regeringspartierne Venstre, Konservative og Liberal Alliance har sammen med Dansk Folkeparti indgået finanslovsaftale for 2018, hvor der også er fundet midler til en række initiativer på transportområdet.

Som det måske mest interessante igangsættes vvm-undersøgelse af en udvidelse af motorvej E45 fra 4 til 6 spor hele vejen fra Vejle til Randers N., med undtagelse af strækningen mellem Aarhus S. og Skanderborg S., hvor der allerede er sat udvidelse i værk. En undersøgelse, der prissættes til 78 mio. kr.

Derudover afsættes 94 mio. kr. til at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte landeveje fra 80 til 90 km/t og på udvalgte motorveje til 130 km/t, mens der desuden findes 50 mio. kr. til en pulje, der skal bekæmpe vejstøj på statsvejene.

Som tidligere bebudet nedsættes Storebæltstaksterne med 25 procent, mens der også sættes penge af til en udvidelse af motorvejen på Vestfyn mellem Nr. Aaby og Odense V. fra 4 til 6 spor.

Tilfreds minister

I en pressemeddelelse fremhæver transportminister Ole Birk Olesen særligt en eventuel udvidelse af E45:

- Regeringen har fået lavet en finanslovsaftale med nogle gode og vigtige infrastrukturprojekter, jeg som transportminister er meget tilfreds med. Nu laver vi en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 fra 4 til 6 spor mellem Randers og Vejle. VVM-undersøgelsen giver os det nødvendige beslutningsgrundlag for at sætte spaden i jorden til en 6- sporet motorvej på strækningen. Udvidelsen af den østjyske motorvej er et stort lokalt og regionalt ønske, som vil lette hverdagen for både private og erhvervslivet, lyder det fra Ole Birk Olesen i en skriftlig meddelelse fra Transportministeriet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078