23948sdkhjf

Fokus på mobilt Europa

ITD-konference satte fokus på et stærkt og mobilt Europa.

ITD satte med en konference den 7. november 2017 fokus på sociale rettigheder og fælles europæiske regler for udstationering. Det skete i samarbejde med Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, den polske ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, og repræsentationschef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Stina Soewarta.

Danmark nyder godt af et velfungerende indre marked med stærke handelsrelationer og arbejdskraftens frie bevægelighed. Transportvirksomheder krydser grænser på time- og dagsbasis for at levere varer i hele Europa. Derfor er det vigtigt med fælles europæiske regler for den grænseoverskridende transport. Det satte tirsdagens konference på Christiansborg fokus på.

- To tredjedele af dansk eksport går til vores EU-nabolande, og derfor er et stærkt indre marked af stor betydning for dansk vækst. Det skal vi værne om. Det betyder samtidig, at fælles kontrollerbare EU-regler er afgørende for at sikre fair og konkurrencedygtige forhold for transport- og logistikvirksomhederne, som transporterer varer på tværs af europæiske grænser, siger Karen Roiy, public affairs chef i ITD.

Sociale rettigheder

Ved konferencen blev der sat fokus på balancen mellem at forblive konkurrencedygtige på det indre marked og sikre klare sociale rettigheder. Her forklarede polens ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, og repræsentationschef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Stina Soewarta, at vi skal arbejde for bedre og klarere lovgivning, men samtidig sikre, at sociale regler ikke spænder ben for vækst.

Efterfølgende var transport- og logistikbranchen som case på en sektor, der opererer på tværs af grænser i det indre marked, i fokus. Her præsenterede Karen Roiy ITD’s perspektiv på, hvordan udstationering bør håndteres for transportsektoren.

- Der er behov for bedre EU-regler på transportområdet. Klare, enkle regler som kan kontrolleres og håndhæves ens på tværs af EU. Samtidig skal vi styrke kontrollen. Det skal være enkelt og klart for virksomhederne og kontrolmyndighederne at forstå og håndhæve reglerne. Uklare regler har indtil nu ledt til, at flere og flere lande har indført nationale særregler. Med dagens konference har vi drøftet løsninger på europæiske regler for udstationering, og jeg håber derfor på, at danske og polske politikere og organisationer sammen vil arbejde videre ad dette spor. Vi skal lykkes med at finde fælles fodslag for udstationering i vejpakken, alternativet er ingen tjent med, siger Karen Roiy.

Kristian Pihl Lorentzen, venstres transportordfører, åbnede konferencen, og de øvrige talere var Henryka Mościcka-Dendys, polens ambassadør i Danmark, Stina Soewarta, repræsentationschef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Flemming Smidt, sekretær for Internationale Anliggender i 3F, Piotr Szymański, europapolisk ansvarlig i den polske søsterorganisation til ITD, ZMPD, Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, og Joanna Jasiewicz fra organisationen Transport og Logistik i Polen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078