- Vi gambler med væksten
I en kronik i Berlingske, bragt fredag den 27. oktober, skriver Martin Aabak, administrerende direktør i Danske Speditører, at overophedning og mangel på arbejdskraft er vækstens skyggeside, og at branchen skal gøre, hvad den kan for at komme kapacitetsmanglen til livs.
- Oftere og oftere har speditørerne svært ved at få fat i en lastbil, når gods skal transporteres fra punkt A til punkt B. Der kommer stive led i logistikkæderne. Det begrænser effektiviteten i planlægningen og udførelsen af godstransporterne. Vi har allerede konstateret stigende priser som følge af misforholdet mellem udbud og efterspørgsel, især grundet chaufførmanglen, lyder det blandt andet fra Martin Aabak.
I kronikken skriver direktøren også, at en del af den danske vognmandsbranche i mange år har arbejdet på at holde den udenlandske kapacitet ude.
- For ganske få måneder siden fremlagde EU-kommissionen et forslag til en vejpakke. Ser vi i krystalkuglen, vil mange af elementerne heri føre til stigende omkostninger. Vi må forvente, at eksempelvis forbuddet mod at tilbringe det lange chaufførhvil i lastbilen vil føre til, at den udenlandske transportarbejdskrafts aktiviteter i Danmark begrænses. Øgede omkostninger bliver også konsekvensen af, at der kommer et krav, der betyder, at kører en udenlandsk chauffør såkaldt cabotagekørsel i Danmark, så skal han aflønnes efter den gældende danske lønsats. Det vil få betydning for det fremtidige omfang af godskørslen for fremmed regning mellem to punkter i Danmark, som udføres af en lastbil, der ikke er registreret i Danmark, lyder det fra Martin Aabak.