På søndag er det et år siden, at Nykøbing Falster Omfartsvej blev åbnet med folkefest.
Formålet med at bygge vejen var at få trafikken til og fra færgerne i Gedser ledt udenom Nykøbing by, men hvordan er det så gået med trafikudviklingen på den 5,8 kilometer lange vej, siden åbningen?
En opgørelse fra Vejdirektoratet, baseret på trafiktællinger i uge 44 både sidste år og i år - altså et par uger, før omfartsvejen åbnede og knapt et år efter - viser, at vejen bliver benyttet af omkring 4.300 køretøjer i døgnet. Det er cirka 1.200 færre, end Vejdirektoratet på forhånd havde forventet.