23948sdkhjf

Fragtskib på grund for fjerde gang

Beruset kaptajn påsejler mole og kaj.

Da det 6000 ton tunge fragtskib Symphony mandag aften bragede ind i både mole og kaj på Assens Havn, var det fjerde gang siden 2007, at skibet var involveret i et uheld i dansk farvand, skriver P4 Fyn.

Den russiske kaptajn som sejlede det 100 meter lange skib var beruset, da skibet lastet med trækævler anløb Assens Havn. Manøvren betød, at havneanlægget blev trykket en halv meter ind og skal repareres for omkring 200.000 kroner.

Kaptajnen havde en promille på 2,57 og er blevet frataget retten til at sejle i dansk farvand i et år.

Både styrmand og kaptajn er sigtet i sagen. Kaptajnen er sigtet for spiritussejlads, og styrmanden er sigtet for grov forsømmelse i tjenesten.

- Vi skal også have en opgørelse over de skader, der er sket, og vi skal have Søfartsstyrelsen til at besigtige skibet, så vi kan finde ud af, om det er egnet til at sejle fra Assens igen, siger vagtchef ved Fyns Politi Kim Munksgaard.

Senest skibet var i vælten på den negative måde var tilbage i 2012, hvor det var på vej fra Assens til Marstal på Ærø og stødte på grund på en sandbanke sydøst for Marstal. Dengang kom det fri ved egen hjælp.

I januar 2008 gik skibet på grund i Nakskov Fjord under navnet South Michelle på kanten af sejlrenden.

Kun en god måned før 7. december 2007 blev skibet landskendt, da det i kraftig blæst gik på grund lidt nord for Assens.

Her fandt politiet efterfølgende den lettiske kaptajn sovende. Han var så fuld, at han ikke kunne transporteres til land for at få taget en blodprøve og en læge måtte sejles ud til skibet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062