23948sdkhjf

Ny km-afgift på lastbiler fra 2025

Med ny CO2-afgift vil regeringen skabe incitamenter for flere grønne lastbiler på vejene.

Fra 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor meget CO2 de udleder. Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om.

Afgiften træder i kraft fra 1. januar 2025, hvor Danmark også træder ud af samarbejdet om den eksisterende periodebaserede vejbenyttelsesafgift for lastbiler (Eurovignetten). Derudover indebærer aftalen, at der gennemføres en ændring i de nationale regler om vægt og dimensionering af lastbiler i vejgodstransporten samt initiativer til at forbedre vilkårene for banegods i Danmark.

- Vi står i en situation, hvor der allerede nu er mangel på chauffører, og hvor vi ved, at vi skal spare på de fossile brændstoffer i de kommende år - både af hensyn til klimaet og vores afhængighed af olie. Derfor er det sund fornuft at give erhvervet muligheder for at fragte mere gods med den enkelte lastbil, siger transportminister Trine Bramsen.

Den samlede aftale skønnes ifølge regeringens tal at reducere CO2-udledningen med cirka 0,3 mio. ton i 2025 og cirka 0,4 mio. ton i 2030.

- Vi skal have flere grønne lastbiler på de danske veje, der udleder mindre CO2 til gavn for vores klima og miljø. Derfor er det helt nødvendigt, at vi omlægger vores afgifter, så forureneren i højere grad betaler. Derfor er jeg godt tilfreds med dagens aftale om en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, som sikrer, at der fremover skal betales afgift alt efter, hvor meget CO2 lastbilen udleder, og hvor langt der køres, siger skatteminister Jeppe Bruus.

/anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141