Køge Havn fuldfører havneudvidelse
Køge Havn og Køge Jorddepot inviterer i dag fredag til indvielse af den sidste del af 1200 meter kaj, på Køge Havn. Når den nye del af kaj 49 tages i brug, er hele kajanlægget på den nye del af Køge Havn færdig. Kajanlægget har en vanddybde på 8,5 meter. Kajen er 50 meter bred, 200 meter lang og indeholder både lys, strøm- og vandforsyning.
Skibe på op til 200 meter i længden, 30 meter i bredden og otte en halv meter i dybden vil i fremtiden kunne lægge til i Køges Nordhavn ved kaj 49, når Køge Havn og Køge Jorddepot åbner denne sidste etape af 1200 meter nyt topmoderne kajanlæg.
Åbningen af den nye kaj betyder, at Køge Havn nu er færdig med den årelange udbygning af Køges havnefaciliteter.
Moderne anlæg, høj sikkerhed
- Det er utroligt tilfredsstillende at vi nu er nået i mål med de nye kajstrækninger. Efter at Søndre Havn er overgået til Køge Kysts boligbyggerier, har vi haft stor mangel på kajpladser i Køge Havn. Oveni trænger mange af de gamle kajer til renovering. Med det nye kajanlæg tilbyder vi erhvervskunderne i havnen et moderne anlæg med en meget høj sikkerhed, siger Køge Havns bestyrelsesformand, Kim Lindsø.
- Med åbningen af den nye kaj har vi taget det sidste skridt frem mod at realisere Køge Havns målsætning om at fordoble omsætningen på havnen en overskuelig årrække. Nu kan vi modtage skibe, som er dobbelt så store som hidtil og bliver dermed en endnu stærkere samarbejdspartner for de mange lokale virksomheder i byen og oplandet, som vi betjener hver dag, siger direktør for Køge Havn, Thomas Elm Kampmann.
Køge Havn er blandt Danmarks 10 største havne og omsætter hvert år 2 millioner tons gods. Udvidelsen af havnen er det største anlægsprojekt i Køges historie og har kostet over en milliard kroner. Udvidelsen har været i gang siden 2007 og står nu færdig.
Indvielse på Køge Havn
Indvielsen finder sted fredag den 10. september 2021 kl. 11.15 på kajen, med indvielsestale af borgmester Marie Stærke (S). Find vej til indvielsen via Cementvej, fortsæt ad Nordhavnsvej og ind af lågen til Pacific Kaj hvor der er parkering ved kajanlægget. /Smir