23948sdkhjf

Pusterum til dansk fiskeri

Midlertidig aftale indgået om fiskekvoterne i Nordsøen og Skagerrak.

EU’s fiskeriministre har netop indgået en aftale om fiskekvoterne i Nordsøen og Skagerrak. Aftalen blev indgået, mens der stadig forhandles mellem EU og UK om det fremtidige samarbejde efter brexit. På grund af den store usikkerhed, brexit skaber, gælder aftalen om kvoter kun for de tre første måneder af 2021.

Aftalens korte varighed betyder, at usikkerheden fortsætter for de danske fiskere, der ikke ved, hvad det kommende år kommer til at byde på.

- Lad mig sige det helt klart. I fiskeriet har vi først og fremmest brug for, at der indgås en aftale om vilkårene for Brexit, der sikrer dansk fiskeri. Fiskeriet har mere end nogensinde brug for klarhed, og det får vi ikke, før Brexit er på plads. Og så mangler vi fortsat afklaring af, om der er adgang til norsk farvand efter årsskiftet. Aftalen i dag er det muliges kunst, og i fiskeriet er vi glade for, at der trods alt er et grundlag for fiskeriet på plads fra nytår, lyder det fra Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

Foreningen opfordrer til, at arbejdet for dansk fiskeri fortsætter, hvor det altoverskyggende emne lige nu er at få en brexit-aftale på plads.

- Arbejdet er ikke slut endnu, for brexit-situationen skal løses, og det er vigtigere end nogensinde, at den danske regering står fast på, der skal findes en løsning til gavn for dansk fiskeri og for de mange mennesker beskæftiget i fiskerisektoren og følgeerhverv, også ud over de tre måneder, siger Svend-Erik Andersen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125