23948sdkhjf

Dobbelt 50 års medarbejderjubilæum

Ursula Fischer og Werner Hansen har begge arbejdet et halvt århundrede i H. P. Therkelsen.

To medarbejdere hos H. P. Therkelsen fik i går onsdag overrakt ”Den kongelige Belønningsmedalje med Krone” for 50 års fortjenstfuld uafbrudt ansættelse.

Det var den danske generalkonsul i Flensborg, Kim Andersen, der overrakte den fornemme hæder til de to trofaste H.P. Therkelsen-medarbejdere.

- Faktisk er vi flere generationer, der har nydt godt af Ursula Fischer og Werner Hansen’s arbejdskraft. Det giver en fantastisk tryghed og stabilitet i driften at have to så rutinerede og dygtige medarbejdere bag sig, fortalte Mogens og Peter Therkelsen, der er hhv. far og søn i den familieejede transportvirksomhed, med base i Padborg.

Det skriver Padborg-virksomheden i en pressemeddelelse.

- Ursula blev i sin tid en del virksomheden, da min far med HPT tilbage i 1990 overtog Padborg Transit. Og Werner blev tilbage i 1968 ansat af min bedstefar. Så, jeg kan kun sige, at mit fædrene ophav har været go’ til at spotte de gode medarbejdere, supplerede Peter med et smil.

Spændende udvikling

- Der er sket mangt og meget gennem de mange år! Dengang jeg startede, foregik det hele jo ved at skrive i hånden og nu udføres de fleste arbejdsopgaver elektronisk. Det har været vildt spændende at følge med i denne udvikling, fortalte Ursula Fischer.

-

Nej, det har bestemt ikke været kedeligt! De seneste 50 år har været en rejse, hvor ansvar og beføjelser fulgte i takt med egen udvikling. Hele vejen igennem har jeg nydt at være på en fantastisk arbejdsplads, med søde kollegaer og dygtige chefer, sagde Werner Hansen.

Det helt specielle ”100 års jubilæum” blev på behørig vis fejret sammen med kollegaerne i virksomheden på Eksportvej i Padborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062