Operationel alliance mellem containerrederierne Maersk Line, MSC og CMA CGM skal optimere driften og serviceudbuddet.
Det er verdens tre største containerrederier, danske Maersk Line, det italiensk-schweiziske Mediterranean Shipping Company S.A. (MSC) og franske CMA CGM, der nu har indgået en principaftale om dannelsen af et helt nyt operationelt samarbejde.
Det såkaldte P3-netværk kommer – hvis relevante konkurrencemyndigheder giver grønt lys – til at operere en samlet kapacitet svarende til omkring 2,6 millioner 20-fods containere (TEU), fordelt på indledningsvis 255 skibe, der sejler på 29 ”sløjfer” på de tre store handelsruter, Asien-Europa, over Stillehavet og over Atlanterhavet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Maersk Line, at selv om skibene i P3-netværket vil blive kontrolleret af et uafhængigt fælles operationscenter, så vil de tre linierederier fortsat have fuldstændigt uafhængige salgs-, marketing- og kundeservicefunktioner.
- Vores operations vil blive endnu mere effektive og konkurrencedygtige. Brændstofforbruget vil blive reduceret til gavn for miljøet, siger Vincent Clerc, der er chief trade og marketing officer i Maersk Line i en kommetar til principaftalen om P3-netværket.
- I de senere år har Maersk Line taget mange initiativer til at forbedre vores kundeservice og produkter. Denne alliance er endnu et skridt i denne indsats. Det vil sikre vore kunder på hovedhandelsruterne en attraktiv og stabil service, hvor Maersk Lines Triple-E-skibe bliver indsat i netværket uden overkapaciteten på ruterne mellem Asien og Europa øges, tilføjer Vincent Clerc.
Det er den faldende vækst i containervolumenerne kombineret med en tiltagende overkapacitet med kraftigt ratepres til følge, der får de tre containerkæmper til at indgå i et operationelt samarbejde. Med dannelsen af P3-netværket følger Maersk Line, MSC og CMA CGM i kølvandet på en række mindre konkurrenter, der har oprettet tilsvarende netværkssamarbejder – under navne som G6 og CKYH - i det sidste års tid.
P3-trekløveret håber, at det operationelle samarbejde vil sikre en mærkbar forbedring i effektiviteten og udnyttelsen af kapaciteten.
Ifølge de tre containerrederier vil P3-netværket også sikre transportkøberne mere stabile og fleksible services med en højere frekvens. Eksempelvis vil netværket kunne tilbyde otte ugentlige afgange på ruten mellem Asien og Nordeurupa.
MyndighedsgodkendelseP3-netværket bliver først en realitet i andet kvartal 2014 – forudsat konkurrencemyndigheder og andre regulative myndigheder på de berørte markeder godkender samarbejdet. De tre rederier skal også indgå en egentlig kontrakt for samarbejdet – det ventes at ske i fjerde kvartal i år.
Maersk Line vil bidrage med omkring 1,1 mio. TEU svarende til 42 procent af kapaciteten i det nye netværk (inklusiv de nye Triple-E-skibe). Maersk Line vil fortsat tilbyde ”Daily Mærsk”-produktet til de kunder, der ønsker det.
MSC indsætter en kapacitet på omkring 0,9 mio. TEU svarende til 34 pct. af P3-netværket, mens CMA CGM indsætter 0,6 mio. TEU svarende til de resterende 24 pct.