1. september er der skiftedag for kombiterminalen Årsta ved Stockholm.
Logistikkoncernen Logent overtager driften efter Jernhusen på en kontrakt, der løber frem til 2020.
Kontrakten skal sikre langsigtede investeringer i terminalen og sker i fuld overensstemmelse med Jernhusen, der i forvejen har et nært samarbejde med Logent på andre kombiterminaler – blandt andet i Sundsvall og Göteborg.
- Med Logent får vi en spiller på banen, der har stort kendskab til den kombinerede trafik, siger direktøren for Jernhusens terminal-forretning, Olle Huusku.
Jernhusen er et statsejet svensk ejendomsselskab, der blev stiftet i forbindelse med omdannelsen af de svenske statsbaner til et aktieselskab omkring årtusindeskiftet. Jernhusen ejer, driver og udvikler jernbanestationer og godsbaneterminaler langs hele det svenske banenet. Det statslige selskab udbyder i stigende omfang opgaven med at drive de godsbane- og logistikrelaterede faciliteter i selskabets ejendomsporteføjle.