Nyt Cimberselskab holdes i kort snor
Trafikstyrelsen holder nøje øje med, at det nye Cimber A/S lever op til lovens krav om blandt andet at kunne overleve i tre måneder uden indtægter.
Bag selskabet står tre personer fra Cimber Sterlings tidligere ledelse, og selskabets indtil videre eneste aktivitet er at operere fire CRJ-200 fly for SAS. I Trafikstyrelsen agter man ikke blot at lade det nye selskab flyve derudaf og først bede om de lovpligtige informationer om selskabets økonomiske helbred ved årsskiftet, når alle danske luftfartsselskaber skal indberette om de økonomiske forhold til Trafikstyrelsen.
- Vi vil være i løbende dialog med Cimber A/S, forklarer Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Trafikstyrelsen til check-in.dk.
For at få lov til at drive luftfartsselskab kræver det et såkaldt ”Air Operators Certificate” (AOC), som herhjemme udstedes af Trafikstyrelsen. AOC’et handler primært om flyvesikkerhed. Her skal nye selskaber dokumentere, at de har en flyvechef, en kvalitetschef og en teknisk chef, samt at disse personer har de fornødne kvalifikationer til at bestride posterne. Desuden skal nye luftfartsselskaber ifølge EU’s licensforordning kunne påvise, at de har tilstrækkelig finansiel opbakning til at kunne overleve tre måneder uden indtægter.
- Vi har udstedt et AOC til Cimber A/S med baggrund i en forretningsplan og den personkreds, der står bag selskabet. De har kunnet dokumentere, at de har tilstrækkelig ressourcer til at kunne overleve tre måneder uden indtægter, som er et krav fra EU, oplyser Thorbjørn Ancker.