Skibsmæglere går imod lodspligt
Danmarks Skibsmæglerforening er ikke tilfredse med, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har udvidet lodspligten i Limfjorden, Randers og Nakskov Fjord samt ved Avedøreværkets Havn.
I en pressemeddelelse gør foreningen opmærksom på, at et udvalg fra 2009 og frem til foråret 2012 udarbejdede en rapport, der skulle smidiggøre lodsvæsenet, og at der siden har været holdt flere møder om dette punkt.
- I arbejdsgruppen var der blandt andet enighed om, at indførelse af lodspligt forudsætter en grundig og objektiv gennemgang af samtlige faktorer af betydning for sejladssikkerheden, hedder det i pressemeddelelsen.
- Ligeledes var der mellem parterne enighed om, at der skal ske en konkret risikovurdering og ligge åbne og gennemsigtige kriterier til grund for kravene. Danmarks Skibsmæglerforening er ikke bekendt med kriterierne for den varslede indførelse lodspligt i de nævnte områder og opfordrer derfor til, at ministeren følger anbefalingerne fra en enig arbejdsgruppe og ikke udsteder ny krav til lodsning, medmindre der forinden er gennemført en objektiv risikovurdering og at gennemsigtige kriterier er kendt, fastslår foreningen.