Leman op i gear
Såvel omsætning som resultat blev forbedret i 2011.
Leman kom ud af regnskabsåret 2011 med et overskud på 43,3 millioner kroner før skat. Det er næsten en fordobling af 2010-resultatet, der var på 22,1 million kroner. Dermed er Leman godt tilbage på sporet og på niveau med resultat og omsætning fra 2008.
Omsætningen blev i 2011 på 1,255 milliarder kroner – en stigning på 120 millioner kroner. De direkte ekspeditionsudgifter steg med 96 til 973 millioner kroner, mens personaleomkostningerne steg fra 172 til knap 180 millioner kroner.
Det gennemsnitlige antal medarbejdere har de seneste år ligget konstant på ca. 440 – det er 40 medarbejdere færre end for fem år siden.
I årsberetningen betegner ledelsen resultatet som ”tilfredsstillende i betragtning af de generelt forringede markedsvilkår”.
For 2012 forventer Lemans ledelse, at den økonomiske afmatning vil aftage yderligere, men ”at markedsvilkårene fortsat vil være vanskelige.” Indtjeningen forventes derfor ikke at blive forbedret i forhold til 2011.
Leman-koncernen har 1. maj i år overtaget speditionsvirksomheden Otto Hansen & Co. i Vejle.