Med italienske Hinowa som ny samarbejdspartner er Time Danmark et skridt nærmere, at kunne tilbyde et komplet produktsortiment af lifte til danske energiselskaber og udlejere.
Time Danmark, der forsyner danske energiselskaber og udlejere med liftkøretøjer monteret på kassevogne og chassis, kan nu også levere larvebåndslifte.
- Da italienske Hinowa, som er et af de førende mærker på området, var på udkig efter en samarbejdspartner som Time med stor erfaring inden for lifte og et landsdækkende servicenet, var vi ikke i tvivl om, at det skulle være Hinowa, siger salgschef hos Time Danmark, Axel Rask.
Overtagelsen af agenturet er den anden i rækken frem mod Time Danmarks mål om at have et komplet produktsortiment til danske energiselskaber og udlejere m.fl. således at de kan placere deres liftindkøb hos én leverandør.
I 2011 overtog Time Danmark importen og service af de tyske bilmonterede lifte fra Ruthmann. Ruthmann har modeller, som passer perfekt som supplement til Times egenproduktion af Versalift bilmonterede lifte.
I den nye aftale med italienske Hinowa følger også rettighederne til salg og service af minidumpere, samt øvrige bælteundervogne, som bruges af mange maskinproducenter.
Hinowas lifte er velkendte både hos liftudlejere, elforsyninger, tømrer, anlægsgartnere, malere, vinduespolerer og mange flere.
Hinowa's minidumpere er også solgt i et stort antal i Danmark, hvor kunderne også er materieludlejere, murere, entreprenører, anlægsgartnere m.fl. Disse dumpere sælges ofte som selvlæssende dumpere enten benzin- eller dieseldrevet.