Skærpet lodspligt efter uheld
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har besluttet at skærpe sikkerheden ved Jernbanebroen i Aalborg. Fremover skal alle skibe med en længde på 53 meter og derover, som passerer Jernbanebroen, have lods om bord. Også andre steder i landet skærpes lodspligten.
- Sikkerheden til søs prioriteres højt, og sikkerheden ved vores vitale anlæg, som sikrer trafikken, skal være i top. Jeg har derfor bedt Søfartsstyrelsen om at skærpe reglerne om lodspligt. Det skal ske ved at indføre lodspligt ved Jernbanebroen ved Aalborg for skibe med en længde på 53 meter og derover, siger Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i en pressemeddelelse.
Med den skærpede lodspligt fordobles antallet af skibe, der skal tage lods ved Jernbanebroen.
- Når havarikommissionens rapport foreligger, vil vi se på, om der er behov for at foretage andre tiltag til at forbedre sikkerheden, og om den skærpede grænse for lodspligt bør justeres. Vi skal gøre, hvad vi kan for, at en lignende ulykke ikke sker igen, siger Ole Sohn..
Den skærpede lodspligt kommer efter, at det finske fragtskib Ramona påsejlede Jernbanebroen natten mellem den 28. og 29. marts. Skibet havde ikke lods om bord og havde heller ikke pligt til at tage lods om bord.
Samtidig med skærpelsen af lodspligten ved Jernbanebroen indføres lodspligt ved anløb af henholdsvis Randers og Nakskov Fjord samt Avedøreværkets Havn.