Bon appetit: Sø- og Handelsretten frifandt vognmandsfirma i sag om overophedede brieoste.

Fragtbrevet og fragtbrevets ”angivelser” spiller en ubetydelig rolle, når ansvaret i internationale landevejstransportsager skal fordeles. Det spiller således naturligvis en rolle, hvad der er skrevet i fragtbrevet og hvad der er skrives under på, når chaufføren modtager godset til transport, lige som det er vigtigt at få påført eventuelle forbehold for mangler ved godsets, dettes emballering, mv. på selve fragtbrevet. Sker dette ikke, risikerer vognmanden ansvar.

Fragtførerens undersøgelsespligt fremgår af CMR-lovens § 10 og fragtbrevets såkaldte ”beviskraft” fremgår af § 11, hvori det hedder:

Af § 24, som er selve den basale ansvarsregel, fremgår bl.a. at fragtføreren under visse betingelser kan slippe for ansvar, bl.a. hvis han kan bevise, at en skade skyldes forhold hos enten afsender eller modtager, hvorimod man ikke kan påberåbe sig ansvar, hvis fejlen skyldes materialet. Det hedder i den forbindelse i § 24, stk. 3:

Sidstnævnte regel finder ofte anvendelse ved eventuel svigt ved kølemaskiner.

Sø- og Handelsretten har den 24. april afsagt dom i en sag, der drejede sig om, hvorvidt et dansk firma, der importerede specialoste og delikatesser fra hele Europa, havde et berettiget modkrav som følge af skader på et parti brieost, som et dansk vognmandsfirma påtog sig at transportere fra Frankrig til Danmark i juni 2008, herunder om importøren var berettiget til at modregne et eventuelt krav i vognmandens løbende fragttilgodehavender, og om kravet var forældet.

Vognmanden påtog sig over for importøren at forestå en transport af et parti ost fra to franske osteproducenter, Eurial og Bongrain, til importørens adresse i Skævinge.

Ostene fra Bongrain blev den 23. juli 2008 transporteret fra Vigneulles til transit i Langrais. Ved afsendelse af ostene fra Vigneulles blev der foretaget en temperaturmåling, hvor hver palle blev målt til en temperatur på mellem 2,8-4,2 grader. Ved ankomsten til Langrais den 23. juli 2008 kl. 17.45 blev temperaturen målt til 2,8 grader.

Ostene blev herefter transporteret til et lager i Thiais, hvor vognmanden den 25. juli 2008 afhentede de 33 paller ost, herunder 25 paller brieost.

Der blev udstedt to fragtbreve ved afsendelse af ostene fra Thiais den 25. juli 2008. Af det ene fragtbrev fremgik, at afsender er Bongrain i Frankrig, og af det andet fragtbrev fremgik, at afsender var Eurial. I begge fragtbreve var importøren i Skævinge anført som modtager, og vognmanden var endvidere anført som transportør.

Under punkt 13 - afsenderens instruktioner - var anført, at temperaturen skulle være 2-4 grader. I fragtbrevet med Bongrain som afsender var endvidere anført, at ostene var blevet kontrolleret, og at temperaturen var målt til mellem 2-4 grader.

Der blev under den senere sag fremlagt en start/stop rapport fra chaufførens kølevogn. Der er to kølerum i vognen. SetPt 1 og SetPt 2 viser temperaturindstillingen i de to kølerum, SAT viser indblæsningsluften, RAT er returluften foran i kassen, og RAT 2 er returluften bag i kassen.

Af udskriften fremgik, at temperaturen i kølekassen kl. 13:45 blev målt til 30,2 grader. Chaufføren tændte for start/stop funktionen kl. 13:51 og ændrede SetPt 1 fra 32 grader til 2 grader. Efter det oplyste påbegyndtes læsningen kl. 14:30, hvor indblæsningsluften blev målt til 18,2 grader og returluften i kølerummet til 10,5 grader foran og 18,2 grader bag i kassen. Læsningen pågik efter det oplyste frem til kl. 15:26, hvor indblæsningsluften blev målt til 6,3grader og returluften til 11,4 grader foran i kassen og 18,5 grader bag i kassen. Kl. 16:30 blev indblæsningsluften målt til 1,9 grader og returluften til 9,3 grader foran og 15,3 grader bag i kassen.

Chaufføren ændrede SetPt 1 fra 2 grader til 1 grader kl. 16:57. I perioden fra kl. 19:48 til kl. 20:28, hvor kølemaskinen var slukket, steg temperaturen på indblæsningsluften til 9,2 grader. Efter kølemaskinen var blevet tændt igen, faldt temperaturen på indblæsningsluften til 1,6 grader kl. 21.00. Chaufføren skiftede til ”continuous run” kl. 04:13 med en SetPt 1 på 1 grader.

Ved ankomsten i Skævinge den 27. juli 2008 kl. 09:00 blev der foretaget temperaturkontrolmålinger af brieostene. Der er fremlagt fotos, hvoraf fremgår, at temperaturen mellem pallerne blev målt til mellem 14,6-18,8 grader, og at centertemperaturen for brieostene blev målt til 16,2 grader. Dernæst fremgår af fotos, at pallerne var indpakket i plast.

Importøren reklamerede over for vognmanden og gjorde anmærkning i fragtbrevet udarbejdet ved transit i Padborg den 27. juli 2008. I fragtbrevet er gjort følgende anmærkning: ” Bongrain modtaget med temp. mellem 13 grader - 18,8 grader og Eurial modtaget med ca. 10 grader.”

Vognmandens daværende forsikringsselskab blev kontaktet med henblik på besigtigelse af ostene og den taksator, som forsikringsselskabet satte på sagen, konkluderede bl.a. følgende:

Flaskehalsen pegede dermed i et vist omfang på afsenderen, der imidlertid ikke ville anerkende indholdet af rapporten, hvilket modtageren (importøren) meddelte vognmanden ved mail af 22. oktober 2008. Vognmanden besvarede mailen den 27. oktober 2008: Vognmanden fastholdt imidlertid sin afvisning af kravet og der blev herefter udfærdiget diverse andre rapporter og tekniske undersøgelser.

Importøren sendte den 11. december 2008 et brev til vognmanden sammen med en faktura på 651.925,77 kr. svarende til tabet ved vareskaden, hvilket beløb importøren modregnede i vognmandens løbende tilgodehavender for udførte transport- og speditionsydelser. Det var samme beløb, der efterfølgende udgjorde kravet, da sagen gik til Sø- og Handelsretten.

Vognmanden besvarede brevet den 18. december 2008, hvori de fastholdt afvisning af ansvaret og protesterede mod modregningen.

Under den efterfølgende retssag blev der udmeldt syn og skøn og de to syn- og skønsmænd opfattelse af sagen kom til at spille en ikke-ubetydelig rolle ved rettens afgørelse, og retten henviste indledningsvist til, at det var ubestridt, at traileren ikke var tilstrækkeligt forkølet forud for læsningen af brieostene, ligesom det var ubestridt, at afsenderen i fragtbrevet havde instrueret om, at temperaturen skulle være 2-4 grader.

Retten henviste endvidere til skønsmændenes erklæring og senere udtalelser i retten om, at det var uden betydning for skaden, at temperaturen var for høj i traileren, ligesom det var uden betydning, at kølemaskinen var slukket i 40 minutter under transporten.

Chaufføren forsøgte undervejs at nedkøle godset ved at sætte temperaturen ned fra 2 grader til 1 grader. Han kunne ikke sætte temperaturen længere ned på grund af risikoen for skalfrysning af ostene.

Retten lagde på baggrund af skønserklæringerne til grund, at trailerens kølemaskine fungerede korrekt, og at den var indstillet til den rette temperatur. Retten fandt det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at brieostenes høje temperatur ved modtagelsen skyldtes, at de havde en for høj temperatur allerede ved læsningen i Thiais. Vognmanden var dermed ansvarsfri efter CMR-lovens § 24, stk. 2.

Bestemmelserne i CMR-lovens §§ 10 om fragtførerens pligt til at undersøge godset og § 11 om fragtbrevets beviskraft var alene bevisregler. Der forelå efter rettens opfattelse ikke oplysninger om læssestedet, ligesom der ikke forelå oplysninger om chaufførens adgang hertil. Den omstændighed, at chaufføren påtegnede fragtbrevet uden at tage forbehold, kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

CMR-loven indeholder i § 41 en særlig regel om forældelse af krav og betydningen for den sag, som Sø- og Handelsretten behandlede, var i den forbindelse bl.a., om forældelsesfristen var 1 eller 3 år. Udgangspunktet er en 1-årig forældelse, men er der udvist grov uagtsomhed er forældelsesfristen 3 år. Er kravet forældet, er det ”dødt og magtesløst” og dermed bortfaldet og kan hermed heller ikke bruges til modregning.

En anden speciel regel om forældelse i CMR-loven er (stadig § 41), at forældelsesfristen suspenderes fra det tidspunkt, hvor fragtføreren modtager reklamationen til det tidspunkt, hvor han evt. afviser kravet. Afvises kravet ikke skriftligt vil dette således i udgangspunktet på intet tidspunkt forælde.

I den konkrete sag tog retten, uanset at vognmandsfirmaet dermed for så vidt allerede var frifundet, alligevel stilling til, om kravet ville have været forældet og henviste i den forbindelse til, at den omhandlede transport fandt sted i perioden fra den 25. juli 2008 til den 27. juli 2008, hvor godset blev afleveret til importøren i Skævinge. Ifølge CMR-lovens § 41, stk. 2, litra a skulle forældelsesfristen dermed regnes fra den 27. juli 2008.

Chaufføren havde indstillet temperaturen korrekt og kontrollerede temperaturen i traileren og forsøgte endvidere at nedkøle den yderligere. Det måtte anses for uagtsomt, at chaufføren ikke nedkølede traileren tilstrækkeligt forud for læsningen, men chaufførens adfærd kunne, ud fra en samlet bedømmelse, ikke karakteriseres som grov uagtsomhed. Importørens erstatningskrav var derfor undergivet 1-årig forældelse jf. CMR-lovens § 41, stk. 1.

Vognmanden afviste kravet ved e-mail den 27. oktober 2008 og havde ikke på et senere tidspunkt anerkendt et ansvar. Der pågik ikke forligsforhandlinger mellem parterne, og der blev ikke indgået en aftale om suspension. Det forhold, at vognmanden var behjælpelig med at indhente oplysninger til importøren samt inddrog sit forsikringsselskab, hvilket må anses for sædvanligt, medførte ikke, at der forelå suspension af forældelsesfristen.

Et evt. krav ville dermed være forældet i medfør af CMR-lovens § 41.

Herefter blev vognmandsfirmaets påstand taget til følge. Vognmandsfirmaet holdt fast i det, således at vognmandsfirmaet med endda flere begrundelser blev frifundet for importørens modkrav og fik dermed samtidig medhold i, at hele fragtbeløbet på ca. kr. 650.000 skulle betales.