23948sdkhjf

SGL-løsning vandt EFFIE-Prisen 2012

Scan Global Logistics løb med årets hæder fra Danske Speditører og Danmarks Transport-Tidende.

Scan Global Logistics løb med årets hæder fra Danske Speditører og Danmarks Transport-Tidende.



Det blev en logistikløsning fra Scan Global Logistics der vandt EFFIE-Prisen 2012. Prisen uddeles af Danske Speditører og Danmarks Transport-Tidende til en dansk speditørvirksomhed for effektive, innovative og energirigtige løsninger.

Scan Global Logistics fik prisen for en logistikløsning for Femilet, idet Scan Global Logistics har lavet et nyt logistik-setup for kunden i Kina. Varer fra Femilets leverandører samles, plukkes og pakkes samt får label påsat i Kina. Når varerne ankommer til Danmark i containere er ordren således allerede klar til at blive sendt ud med de forskellige distributører. Femilets eget lager er reduceret til en femtedel ved at flytte denne operation til Kina.

Dommerne

Det sagde dommerne om løsningen:

- Årets EFFIE-vinder er for mig et rigtigt godt eksempel på den værdi speditøren kan skabe for kunden, og det er ydermere et skoleeksempel på, at hvis man ønsker at optimere værdikæden, så bliver man nødt til at udfordre og ændre de enkelte dele for at opnå det optimale resultat, siger Lars Syberg, global logistics director for Mölnlycke.

Han er overbevist om, at selvom sådanne ændringer sandsynligvis betyder færre danske arbejdspladser på kort sigt, så er det sådanne løsninger som er eksistensberettigelsen for danske speditører på mellem og lang sigt.

Professor Britta Gammelgaard fra CBS hæfter sig ved, at løsningen er ”et godt eksempel på, at speditøren flytter med kunden ud i den globaliserede verden."

Direktør for Danske Speditører, Martin Aabak, har følgende kommentar:

- Årets EFFIE-vinder har vist både kreativitet og evne til at eksekvere en strategi for kunden. Det, der overbeviser, er sammenhængen mellem overblikket, der ser en mulighed for at nedbringe kundens lagerbinding med et tocifret procenttal, og den praktiske udførelse af en ikke ukompliceret logistikkæde med mange aktører.

Ud over hæderen følger der også 10.000 kroner med, som Scan Global Logistics må donere til velgørenhed eller foreningsliv i sit lokalområde.

Nominerede

Med i opløbet til EFFIE-Prisen 2012 var JN Spedition, Herning, for deres nye miljøvenlige køle-/frysehus og klyngedannelse i Køge samt Prime Cargo i Kolding for virksomhedens effektive løsninger i forbindelse med internethandel.

EFFIE-Prisen

Baggrunden for EFFIE-Prisen, der er indstiftet af Danske Speditører og Danmarks Transport-Tidende, er, at danske speditører leverer logistikydelser i verdensklasse, men at branchen ikke altid husker at fortælle de gode historier.

EFFIE Prisen blev uddelt for tredje gang i år. Tidligere er prisen gået til BringFrigoscandia for selskabets tog-løsning for ferske fødevarer mellem Norden og Italien samt i fjor til Freja, for en unik trailerløsning, der udvidede kundens marked ud i Europa.

Dommerkomiteen bag EFFIE-Prisen består af professor Britta Gammelgaard fra CBS, global logistics director Lars Syberg fra Mölnlycke, direktør Martin Aabak fra Danske Speditører og direktør Gwyn Nissen fra Dansk Transport Forlag.

Jørgen Jessen fra SGL (til højre) modtog prisen fra Asger Aamund (t.v.) og Martin Aabak (i midten).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063