Fuld kaptajn idømt fængsel og bøde
En tidligere skibsfører på færgeruten mellem Rudkøbing og Strynø, er blevet idømt 30 dage samfundstjeneste og en bøde på 20.000 kroner, for i december sidste år at have ført skib med en promille på mindst 2,2.
Ud over bøden, de 30 dages samfundstjenestene, og en betinget dom på 30 dages fængsel i gentagelsestilfælde, blev kaptajnen fradømt retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester i et år.
Den 49-årige kaptajn blev anholdt den 4. december sidste år efter, at færgedirektør Jørgen Dinsen gik om bord på færgen Strynboen i Rudkøbing, for at aflevere et brev. Som tidligere politimand blev han opmærksom på lugten af alkohol, og han anmeldte straks skibsføreren til politiet.
Kaptajnen havde på det tidspunkt sejlet fire dobbeltture til trods for, at han aftenen forinden havde været til en fest, hvor han havde indtaget store mængder alkohol.