Logistikmøde på lufthavnen
CB‐Log inviterer til konference i Billund, hvor fremtidens luftfragt er på dagsordenen.
Til trods for de økonomiske vanskeligheder i verdenen er der fortsat behov for hurtig transport i form af luftfragt. Ikke mindst globaliseringen stiller store krav til logistikken: Reservedele skal bruges hurtigst muligt i hele verden og forbrugerne ønsker next‐day delivery.
Aircargo opfylder disse krav for global transport, men kravene til luftfragt bliver hårdere, da blandt andet sikkerheden i luften skal øges.
Det grænseoverskridende logistikprojekt CB-Log sætter luftfragten og dens rolle for den regionale erhvervsudvikling på dagsordenen ved en konference onsdag, 23. maj kl. 14 på Billund Airport.
Preben Møller Nielsen, partner i Bøgetorp giver et indblik i, hvor luftfragt bliver vigtig i fremtiden, hvorefter logistik- og distributionsdirektør i Bang & Olufsen A/S, Peter Bogh Lindgaard, fortæller om den danske producents omlægning af logistikken, som har ført til mere luftfragt.
Luftfragtschef Jan Ditlevsen fra Cargo Center Billund fortæller om Cargo Center Billund og efterfølgende er der desuden rundvisning på området, inden der rundes af med networking og snacks.
CB-Log er et samarbejde mellem Udviklingsråd Sønderjylland og den tyske erhvervsfremmeorganisation WiReg Flensborg/Slesvig samt uddannelsesinstitutionerne EUC Syd og FH Flensburg.
CB‐Log arrangerer gratis transport til Billund fra Skandinavian Park i Flensborg/Handeved. Deltagelse i konferencen er også gratis og det samme gælder parkering (P3), hvis man kører selv.
Tilmelding – og eventuel ønske om transport - kan ske på dansk til Eric Holste - holste@wireg.de eller 0049 461 999 2249 senest onsdag, 16. maj.