Det har været en rigtig dårlig forretning at sejle containere til og fra Kina de senere år. Det billede ser dog ud til at vende, for aldrig har der været så stærk en stigning i containerfragtraterne, som der er i år, skriver Bloomberg.
Indtil videre er raterne steget med 36 pct. i 2012.
- Vi er nødt til at stoppe med at vokse os fra konkurrenterne. Vores fokus i de kommende år bliver på at genoprette indtjeningen, siger Søren Skou, administrerende direktør i Maersk Line til Bloomberg.
Sidste år måtte Maersk Line sluge et underskud på 3,3 milliarder kroner, da fragtraterne mellem Europa og Asien tog sig et dyk på 19 pct. Rederiet budgetterer med endnu et underskud i shipping-afdelingen, så de stigende fragtrater må siges at falde på et tørt sted.
Maersk Line var specielt under Eivind Koldings ledelse en aggresiv spiller på markedet, der forsøgte at udkonkurrere de andre rederi ved at sejle med meget lave fragtrater.
Men blot en måned efter, at den nuværende direktør, Søren Skou, trådte til, offentliggjorde Maersk Line en ny strategi, der fordoblede fragtraterne og reducerede containerkapaciteten kraftigt. Den taktik ser ud til at have påvirket hele shipping-branchen, der har fulgt den danske "market-leader" og sat fragtraterne op.