Konference: Smarte veje til mindre trængsel
Størstedelen af den danske vækst skabes i byerne.
En forudsætning for vækst er aktivitet – for meget aktivitet kan betyde trængsel.
De fleste af os stiller hver morgen op til et nyt forhindringsløb til og fra arbejde, selvom ingen vel kan lide at vente i bilkø eller i et forsinket tog. Det kan virke, som om køerne vokser hver dag.
Det koster vækst, at vi ikke har nok fremkommelighed. Samtidig er det selve den eftertragtede vækst, der skaber trængsel. Men statskassen er tom, og der er ikke penge til en ny infrastruktur.
Vi må gå andre veje for at løse trængselsproblemerne. Som første led i en langsigtet indsats mod trængsel samler Dansk Erhverv, DSB og Formel M politikere, erhvervsliv, interessenter og eksperter til en konference d. 23. maj 2012 på Børsen.
På konferencen sætter vi fokus på spørgsmål som: Hvor stor er sammenhængen mellem mobilitet og økonomisk vækst? Hvilke erfaringer fra udlandet kan Danmark lære af? Hvad er forudsætningen for mere ambitiøse offentligt-private samarbejdsmodeller? Hvor er der uindfriet potentiale for innovation og effektivisering, når vi skal sikre fremkommelighed?
Konferencen giver deltagerne overblik over og konkretiserer de udfordringer, Danmark står overfor i arbejdet med at skabe og sikre mobilitet.
Udenlandske og danske oplæg vil bidrage med innovative og fremtidssynede løsninger.