Mærsk Line: Dyrt køb af konkurrent
Mærsk Line har siden købet af konkurrenten P&O Nedlloyd i 2005 afbrændt en samlet likviditet på 44,5 mia. kr., og de løbende overskud har altså langt fra finansieret de løbende investeringer.
Det viser en analyse af pengestrømsopgørelserne fra containerrederiet i A.P. Møller-Mærsk-koncernen, som Økonomisk Ugebrev i sin CFO-udgave har udarbejdet.
- Spørgsmålet, der rejser sig, er, om APM er ved at ekspandere sig ud i problemer, og risikobilledet i landets solide industrigruppe er ved at ændre sig, skriver ugebrevet og fremhæver, at beløbet svarer til den likviditet, koncernen har puttet over i containerforretningen.
Det store negative milliardbeløb modsvarer, at delforretningen ikke har kunnet finansiere egne investeringer fra den løbende drift.
- Efter udviklingen i 2011 er det stadig vanskeligt at se, hvordan koncernen på afgørende vis skal få vendt udviklingen i det pengeslugende containerrederi. Selv, hvis der opnås break-even eller overskud i containerrederiet, skal der en meget dramatisk vending til, før cash flow fra driften nærmer sig det cash flow, der bruges og er blevet brugt på investeringer, skriver ugebrevet blandt andet.