DTL: Brug puljepenge på rastepladser ved Vejle
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzens forslag til transportministeren om at bruge frie midler fra motorvejsudvidelsen E 45 mellem Skærup og Vejle Nord får ubetinget opbakning fra DTL.
- En undersøgelse fra Vejdirektoratet fra 2009 viste, at netop Skærup er landets mest overbelastede rasteplads med en belægningsprocent på op til 400 %. Derfor er det en rigtig god idé at bruge eventuelt overskydende midler fra motorvejsudvidelsen til udbygning af de hårdt belastede serviceanlæg/rastepladser Skærup Øst og Skærup Vest, udtaler DTLs adm. direktør Erik Østergaard, der bifalder initiativet fra Kristian Pihl Lorentzen.
Erik Østergaard peger for lastbilernes vedkommende på nødvendigheden af at have tilstrækkeligt med faciliteter til rådighed, så chaufførerne kan holde deres nødvendige pauser og daglige hvil efter køre- hviletidsreglerne under ordnede forhold.
- Som det er nu, kan chaufførerne tvinges til at afholde pauser og hvil på tidligere tidspunkter under kørslen end nødvendigt, fordi der ikke er plads på Skærup rastepladser, der betjener en meget omfattende lastbiltrafik i blandt andet transit gennem Jylland – og det går ud over produktiviteten i transporterhvervet. Samtidig kan det også ske, at chaufførerne presses til at holde pauser og hvil på udsatte steder, når der ikke er plads på belyste rastepladser, hvilket medfører en potentiel risiko for overfald og tyveri.
Hvis det besluttes at bruge penge på rastepladserne ved Skærup, foreslår Erik Østergaard, at man allerede nu tænker på at bruge ITS-løsninger til at forbedre kapaciteten.