Det kan være fristende at tilbageholde varer, som man opbevarer for andre, hvis ordregiveren ikke betaler de penge, som man mener at have til gode hos denne. Det er imidlertid ikke givet, at man er i sin gode ret hertil, blot fordi man selv mener at have et krav.

Spørgsmålet er blevet afgjort af Vestre Landsret i en sag, anlagt af en speditør, der mente at have tilbageholdsret i et varelager, som speditøren opbevarede for sin ordregiver.

Sagen havde sin begyndelse i december 2007, hvor der fra speditørens lager blev stjålet varer for knap 90.000 kr. Varerne tilhørte ordregiveren og blev opbevaret hos speditøren på en udendørs lagerplads.

Det var mellem speditøren og ordregiveren aftalt, at ordregiveren selv skulle sørge for forsikringsdækning af varerne. Den tegnede forsikring dækkede imidlertid ikke tabet, da varerne ikke havde været opbevaret i en forsvarligt aflåst bygning eller lokale.

Ordregiveren fakturerede herefter speditøren for de forsvundne varer. Fakturaen blev betalt, men speditøren erklærede dog senere, at dette beroede på en fejl.

Samarbejdet fortsatte, indtil ordregiveren omtrent et år senere – i december 2008 – anførte, at man anså samarbejdet for opsagt af speditøren på grund af uenighed om, hvorvidt ordregiveren havde misligholdt sine betalinger til speditøren eller ej. Ordregiveren ville som følge heraf sørge for, at det resterende varelager snarest blev flyttet.

Speditøren fakturerede herefter virksomheden for lagerleje for december 2008 og stillede samtidig krav om, at mellemværendet skulle afklares, inden ordregiveren kunne fortsætte tømningen af varelageret. Speditøren udøvede herefter tilbageholdsret i ordregiverens varer.

Nogle måneder senere indgik parterne imidlertid en aftale om, at ordregiveren kunne få udleveret varelageret mod en forholdsmæssig betaling af leje, og at en retssag skulle afklare forholdet mellem parterne.

Retssagen skulle således tage stilling til, om speditøren var berettiget til at udøve tilbageholdsret på baggrund af det mellemværende, som speditøren havde med virksomheden.

Sagen blev indbragt først for byretten, dernæst for landsretten. Begge instanser var dog enige om resultatet: speditøren var ikke berettiget til at udøve tilbageholdsret.

For at nå til denne konklusion, tog både byretten og landsretten udgangspunkt i NSAB 2000, som der var enighed mellem parterne om, at sagen skulle afgøres efter.

Efter NSAB § 14, stk. 1 har speditøren panteret i gods, som er under speditørens kontrol. Heri ligger, at panteretten kan gøres gældende ”dels for alle på godset hvilende omkostninger – vederlag og lagerleje iberegnet – dels for samtlige speditørens øvrige fordringer på ordregiver.”

Det betyder, at speditøren var i sin gode ret til at kræve uforfaldne fordringer mod ordregiveren for påløbne omkostninger vedrørende godset (såsom lagerleje) betalt som betingelse for, at godset kunne udleveres.

Spørgsmålet var blot, om speditøren faktisk havde en fordring mod virksomheden, som berettigede speditøren til at udøve tilbageholdsret.

De stjålne varer blev som tidligere nævnt opbevaret på en udendørs lagerplads. Tyvene skaffede sig adgang til lagerpladsen gennem en port, der et stykke tid forinden var blevet beskadiget på grund af en påkørsel og dermed ikke kunne aflåses.

Speditøren havde rettet henvendelse til grundejeren herom, men havde ikke foretaget konkrete foranstaltninger for at sikre varerne på lagerpladsen mod tyveri. Speditøren havde heller ikke orienteret virksomheden om, at lagerpladsen ikke længere var aflåst.

Denne mangel på handling fra speditørens side blev af landsretten karakteriseret som ansvarspådragende med den konsekvens, at speditøren blev anset som erstatningsansvarlig for tyveriet af varerne.

Det beløb, som speditøren – ganske vist ved en fejl – havde betalt virksomheden for varernes bortkomst, havde speditøren således ikke krav på tilbagebetaling af.

Da der ikke bestod et krav – eller en ”fordring” i NSAB 2000’s forstand -, var speditøren således ikke berettiget til at udøve tilbageholdsret herfor.

Dommen viser, at tilbageholderen bør træde varsomt; konkret havde tilbageholderen slet ingen fordring og ville med en fortsat – uberettiget – tilbageholdelse utvivlsomt ifalde erstatningspligt for det tab, som en uberettiget tilbageholdelse påfører ordregiveren.