Nyt sugeblæseanlæg
Nordjysk Blæser-Service i Gistrup, der har mere end 50 års erfaring i fremstilling og produktion af anlæg til korn og foderstoffer, introducerer nu en ny generation af sugeblæseanlæg.
De nye anlæg er bygget op omkring den kompakte og højtydende Kaeser-kompressor.
- Vi har i forbindelse med konstruktionen og videreudviklingen af vore anlæg, taget denne nye type kompressor i brug, og forventer os meget af dette tiltag. Blæseren har været prøvemonteret på flere opbygninger gennem længere tid, og har vist sig meget driftsikker, siger direktør hos Nordjysk Blæser-Service, Carsten Petersen, til TTN.
Kaeser er en af de kendte udbydere af trykluftløsninger i Europa og beskæftiger mere end 3000 medarbejdere over hele verden.
Optimeret blæserDen nye blæser er trevinget med optimeret flow og forstærkede lejer, aksel og tætninger. Blæseren er samtidig oliesmurt i begge ender. Både blæserhuset og rotorerne er konstrueret med meget høj grad af præcision, og blæsere kan leveres i flere forskellige modeller, der alle er kendetegnet ved meget høj ydelse.
Ved gennemgang af alle dele i sugeblæseanlægget er der lagt vægt på at reducere støjen fra kompressoren. Det er sket ved at anvende en ny type lyddæmpere, der har dobbelt så meget dæmpende materiale.
For at imødekomme de stigende krav til optimering af pladsbehovet, for suge- og blæseanlæg, på bl.a. køretøjer med triplebogie, er anlægget videreudviklet, så det fylder mindre end tidligere. Rørføringen kan bygges op med færrest mulige sving, for at forbedre ydelsen på anlægget.
Blæserkonsollen og rørføringen er som standard varmgalvaniseret for at undgå rustdannelse.
Ekstra lyddæmpet kabinetSom et tilvalg kan der monteres et lyddæmpet kabinet omkring blæseren. Kabinettet, der er opbygget i aluminium, giver en væsentlig reduktion af støjen, og er samtidig med til at beskytte blæseren mod udefrakommende støv og skidt. Kabinettet monteres på chassiset, så det samtidig gør det ud for et cyklistværn.