M/F Lolland deler nu vandene i Langelandsbæltet
I går stævnede M/F Lolland for første gang ud fra havnen i Spodsbjerg i rutedrift.
Jomfruturen med passagerer er kulminationen på to års forberedelser for rederiet Færgen, og M/F Lolland er med sit søsterskib M/F Langeland de første nybyggede skibe i næsten 30 år på ruten. M/F Lolland lagde allerede fra første sejlads Langelandsbæltets bølger sikkert under sin køl.
- Det har været en forventningsfuld rejse fra vi hentede hende på værftet i Hamborg i sidste måned, til vi nu endelig kan sætte skibet i drift. I dag er en stor dag, ikke mindst fordi dette skib er en fornøjelse at have som arbejdsplads, men også fordi et skib som M/F Lolland løfter komforten og oplevelsen om bord for passagererne helt enormt, siger seniorkaptajn, Thorbjørn Kragesteen.
Med plads til 600 passagerer og 122 biler øger de 99,9 meter lange tvillingefærger kapaciteten med hele 142 procent. Det betyder, at passagerer fra foråret 2012 kan møde op uden en forhåndsreservation. Der er plads til alle, og tidligere flaskehalsproblemer i højsæsonen er med de nye færger afløst af stabilitet og øget komfort for passagererne.