Containerrederier skal på pengejagt
Containerrederierne kan se frem til at skulle rejse 113 mia. kr. i 2012 i kortsigtet funding, hvis der skal opretholdes en acceptabel solvensprocent.
Det mener branchemediet Alphaliner, der samtidig vurderer, at Maersk Line ikke er blandt de rederier, der skal til bankerne.
Alphaliner begrunder det ventede kapitalbehov med stigende oliepriser kombineret med en priskrig på fragtraterne, hvilket i 2011 kostede rederierne et driftstab på mere end 6 mia. dollar.
Maersk Line ligger dog blandt de syv af 17 rederier der klarer sig bedst og derved kommer i gruppen "low risk". Ifølge Alphaliners vurdering var der kun fire rederier, der sidste år havde et sundt forhold mellem gæld og driftsresultat. Blandt disse ligger det danske rederi også.
Med undtagelse af tre japanske rederier, står alle sytten over for en flådeforøgelse inden for de kommende tre år.