Torms skæbne er atter i bankernes hænder
Efter et nedbrud i forhandlingerne med den potentielle investor, Goldman Sachs, er Torms skæbne atter i hænderne på bankerne, med Nordea og Danske Bank i spidsen. Det skriver Berlingske Business.
Torm står ifølge avisen uden bankaftaler og skylder sine 11 største bankforbindelse over ti mia. kr., hvorfor det er op til bankerne, hvad der skal ske med det kriseramte rederi.
Ifølge avisen arbejder bankerne med to mulige modeller for rederiet.
Den ene model går på, at man vil konvertere Torms bankgæld til egenkapital, for på den måde at løsne gældpresset og gøre bankerne til storaktionærer i rederiet, hvilket skal kombineres med en henstand i et par år.
Den anden model går på at foretage en retslig rekonstruktion i Danmark eller USA. Ifølge avisen, tyder det på, at det vil blive en konkursbeskyttelse i USA under de såkaldte chapter-11 regler.
Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker i Sydbank, vurderer rekonstruktion som den mest sandsynlige.
Han mener, at en løsning med kapitalindskud er svær at se, da det vil kræve, at de danske banker stiller kapital til rådighed og samtidig går ind og tager styringen i Torm, da de udenlandske banker ikke virker til at ville bidrage videre.