23948sdkhjf

Stærk asiatisk forbindelse

Scan Global Logistics: Femilet har succes med logistikspecialistens Asian Warehousing-koncept.

Scan Global Logistics: Femilet har succes med logistikspecialistens Asian Warehousing-koncept.



Af Gwyn Nissen

Da undertøjsproducenten Femilet for to år siden strømlinede sin organisation, var én af de ting som den danske virksomhed valgte at outsource, virksomhedens logistik. Og det blev alt andet end en klassisk logistikløsning, som Femilet sammen med Scan Global Logistics fandt frem til.

Scan Global Logistics modtager nemlig ikke varerne fra Femilets forskellige leverandører på et lager i Danmark, men derimod på et lager i Hong Kong. Her bliver varerne plukket og pakket alt efter hvad den enkelte butik herhjemme har bestilt. Pakkerne til den enkelte butik forsynes med de nødvendige pakkelabels og faktura, hvorefter de bliver skibet med container til Danmark. Her bliver pakkerne så samme dag sendt direkte videre til butikkerne, mens resten af varerne sendes til Femilets eget lager.

Femilet har med denne operation kunnet reducere deres lager til en femtedel af den tidligere kapacitet, og varerne kommer nu endnu hurtigere på butikkernes hylder.

- Det lyder som en kompliceret operation, men i virkeligheden er den meget simpel – når først man har gjort det nødvendige forarbejde, siger Thomas Nørgaard, countrymanager for Scan Global Logistics.

Netop forarbejdet er ifølge Thomas Nørgaard nøglen til at denne operation er blevet en succes. Løsningen har nu fungeret i to år for Femilet, og Scan Global Logitics er derfor klar til at rulle sit Asian Warehouse-koncept ud til såvel eksisterende som nye kunder.

- Vi er overbevist om konceptet: Det er afprøvet, det fungerer og vi ved, at vi kan løse opgaven for andre kunder med tilsvarende behov, siger Thomas Nørgaard.

For anden gang

Med Asian Warehousing-konceptet er Scan Global Logistics nomineret til EFFIE-Prisen for anden gang. Tidligere har Scan Global Logistics været nomineret for sit logistik set-up for skobranchen.

- Det kræver tillid, at give slip på sin logistik og overlade det til en tredje part. Men den mentale hurdle er måske endnu større, når vi som i dette tilfælde gennemfører størstedelen af operationen i Kina, siger Thomas Nørgaard.

Han peger på, at det ikke kun er Femilet, der har måttet ændre på interne rutiner, for at få den nye logistikløsning til at fungere. Det har også været et spring for Scan Global Logistics.

- For fire-fem år siden havde vi måske valgt den klassiske løsning og fået varerne sendt hjem, hvorefter vi havde plukket og pakket forsendelserne herhjemme - men vi har også udviklet os, siger Thomas Nørgaard, der peger på, at Scan Global Logistics nu ser på tilsvarende operationer i andre lande, herunder Vietnam.

Afgørende for succesen har været, at Femilets leverandører har været indstillet på, at de har skullet levere varerne indenfor et strammere tidsvindue: Varerne fra de forskellige leverandører skal være på lageret i Hong Kong indenfor få dage, så hele ordren kan pakkes.

- Det nytter jo ikke, at trussen er der, hvis bh’en mangler, siger Thomas Nørgaard. Og der er heller ikke længere en backup i form af luftfragt, hvor du kan sende de forsinkede varer frem, så de ankommer i Europa samtidig med varerne i skibscontaineren.

Alligevel er der indbygget en vis fleksibilitet i ordningen, så en lingeributik, der vil have lavet om på sin ordre, kan få pillet pakken ud ved ankomsten til Danmark, hvorefter der f.eks. kan suppleres med nye varer, som ønsket.

- Det skal vi også kunne håndtere, men det har vist sig kun at være ganske få pakker, der skal ompakkes, siger Thomas Nørgaard.

Nøglerne til succes

Scan Global Logistics har selv været med Femilet ude at besøge leverandørerne, for at drøfte det nye set-up, og det har ifølge Thomas Nørgaard været en af nøglerne til succesen.

- Det - og så det faktum, at vi har fundet gode samarbejdspartnere, der har kunnet løse denne opgave for os i Hong Kong.

Scan Global Logistics har et dedikeret team med egen supervisor hos samarbejdspartneren i Kina, der kun tager sig af Femilet-løsningen.

- Det er i grunden meget simpelt – vi har bare skubbet processen med pakke og plukke længere tilbage i forsyningskæden. Men det er alfa og omega, at kvaliteten er i orden, siger Thomas Nørgaard.

Og her kan han konstatere, at der ikke har været én plukkefejl i de to år, ordningen har fungeret.

- Oplæring og træning er en vigtig del af det her, og det viser sig bare, at kineserne er rigtig dygtige og at de gerne vil lære. De vil også gerne vise, at de er i stand til at gøre en forskel, fastslår Thomas Nørgaard.

Perspektiver

Scan Global Logistics ser store muligheder i Asian Warehousing-konceptet.

- Det er aktuelt for en lang række virksomheder, der får produceret deres varer i udlandet, og man kan tænke sig tilsvarende løsninger i såvel Asien som i Europa, Afrika mm. – hvor ens varer løber sammen, forudser Thomas Nørgaard.

I første omgang går Scan Global Logistics med sit koncept ud til tekstil- og skobranchen, som den danske logistikoperatør har særlig stor viden omkring, men han ser også muligheder i en lang række andre brancher.

- Alt hvad der har med detailhandlen at gøre. Vi har således også et setup inden for husholdningsvarer i Europa, siger Thoms Nørgaard. Der er næsten ingen begrænsninger, hvis man har behov for at få vareindkøb og lagerlogistik koordineret.

Betyder det, at væksten i antallet af medarbejdere kommer til at foregå i udlandet?

- Der bliver behov for begge dele: udenlandske warehousing-løsninger og danske. Det er jo ikke kun os, der skal være klar til det: det skal kunden også, og det er ikke alle kunder, der ønsker eller har behov for en udenlandsk løsning, siger Thomas Nørgaard.

Scan Global Logistics er således også inde i en positiv udvikling herhjemme. Virksomheden har netop fået yderligere 2500 kvadratmeter lager i Taastrup, så virksomheden her råder over knap 20.000 kvadratmeter, mens pladsen i Herning siden 1.marts er blevet fordoblet til 20.000 kvadratmeter.

- I Herning har vi 55 medarbejdere i gang på lageret i højsæsonen, så vi vækster også herhjemme, siger Thomas Nørgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063