EL: Lodskrav på Limfjorden
Der var ikke lods om bord, da fragtskibet m/s Ramona torsdag aften bragede ind i Jernbanebroen over Limfjorden.
Skibet havde med sine 75 meter ikke lodspligt. Det mener Enhedslisten, der skal gøres noget ved.
Derfor har partiet stillet et beslutningsforslag i Folketinget om lodspligt på også mindre skibe end m/s Ramona.
- Når Ramona kunne forårsage så store ødelæggelser, så synes jeg, man har sat grænsen for lodspligt på 80 meter for højt, siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested.
Med en lods om bord på det finske fragtskib, kunne påsejlingen torsdag måske have været undgået.
- Med en lods får man jo en navigatør om bord på skibet. Han kender jo alt andet lige de lokale forhold, hvor strømmen er, og hvordan vinden er, og hvordan det indvirker på skibet. En lods vil give en god sikkerhed for, at sådan noget ikke kan ske igen, siger Henning Hyllested.
Enhedslisten vil ikke sætte længde på, hvor stort et skib skal være, før der skal være lods med.
- Jeg er jo ikke tekniker, så det vil jeg lade være op til Lodstilsynet i Danmark. Det er dem, der fastsætter reglerne. Det er jo ikke en hvilken som helst lille jolle, der skal have lods om bord, men det er selvfølgelig fragtskibe af en eller anden størrelse. Åbenbart betydeligt mindre end m/s Ramona, siger Henning Hyllested.