Danmark truet som luftfartscenter
Dansk Erhverv hilser lufthavnsudvalgets nye redegørelse velkommen. Erhvervsorganisationen peger samtidig på udfordringerne med at fastholde Københavns lufthavn som center for den nordeuropæiske flytrafik.
- Dansk Erhverv er gået ind i dette arbejde som repræsentant for brugerne af luftfart. Derfor er vi glade for, at redegørelsen både sætter lys på luftfartens styrker og svagheder. Den viser, at vi kan gøre tingene bedre i Danmark, siger markedsdirektør Martin Aabak, Dansk Erhverv
Dansk Erhverv ser udfordringer i at fastholde Københavns lufthavn som center for den nordeuropæiske flytrafik, at behov for at sætte øget fokus på både passagerer og gods samt balancen mellem erhvervsrejsende og turister.
- Dansk erhvervsliv har brug for et luftfartscenter med direkte forbindelser til vore vigtigste eksportmarkeder. Vi må erkende, at lufthavnen er faldet tilbage i rækken af centrale europæiske lufthavne. Det kræver et samspil af både luftfartserhvervet, myndighederne og resten af erhvervslivet at få genetableret og udbygget den position, siger Martin Aabak.
Det fremgår af redegørelsen, at vi i Danmark administrerer flere af de internationale regler på området restriktivt.
- Luftfartsområdet er i benhård konkurrence. Det er en afgørende konkurrenceparameter, at reglerne håndhæves og administreres ens på europæisk og globalt plan. Det har vi i udvalgsarbejdet særligt gjort gældende på security- og turistområdet. Vi har stadig et stykke arbejde foran os, før vi kan siges at være i mål med denne udfordring, siger Martin Aabak.
Dansk Erhverv har lagt stor vægt på, at rapporten ikke blot fokuserer på passagerer, men også på gods. Flyfragt omfatter de mest tidskritiske og værdifulde ladninger og er et vigtigt bidrag til dansk økonomi.
- Området er nærmest chokerende underbelyst. Vi ved for eksempel ikke, hvor meget værdi, der flyver igennem luftrummet i fragtfly og i maven på almindelige rutefly. Vi skal i samarbejde med myndighederne have fundet den mest effektive måde at få opgjort disse tal, så vi kan udforme en strategi for at bringe os videre frem, siger Martin Aabak.