Nyt storage-system giver millionbesparelser
DSV har indgået ny storage-aftale med Hitachi Data System og har dermed fået et fremtidssikret, fleksibelt storage-system - en Virtual Storage Platform (VSP).
Det nye system betyder hurtigere svartider til linjeorganisationen samt millionbesparelser på køl, strøm og intelligent placering af data på de storage-niveauer, der giver mest værdi for forretningen.
DSV-koncernen er i gang med en større konsolidering af data globalt. Data samles i Danmark, og det betyder en årlig datavækst på 40-70 procent og dermed stadig større krav til virksomhedens storage-miljø.
Problemet med voksende datamængder er ikke blot at gemme dem. Det er at håndtere dem på den mest økonomiske måde, så de aktive data ligger på hurtige medier, som er dyrere, og inaktive data er placeret på de langsommere medier, som er billigere.
Den nye løsning betyder en besparelse for DSV på et betragteligt millionbeløb over en 4-årig periode.