TNT Express får Land Rover i kurven
TNT Express’ danske datterselskab overtager med ny aftale al natdistribution for Land Rover i Danmark, Norge og Sverige.
Det betyder, at TNTs Innight-afdeling klarer leverancer af reservedele til i alt 55 forhandlere af Land Rover i de tre nordiske lande - og af Jaguar i Danmark og Sverige. Alt sker med udgangspunkt i Land Rovers store centrallager syd for Kolding.
- Aftalen understreger, at TNTs Innight-produkt har en kvalitet, der gør os til betroet partner for autobranchen. Det er noget, vi har arbejdet målrettet på de seneste år. For os er det naturligvis en stor tillidserklæring, at Land Rover efter grundigt forarbejde vælger at samle alle deres æg i vores kurv, siger Lars Ehlers, Country Sales Manager, TNT Innight.
Med skiftet til TNT Express går Land Rover fra tre til en nordisk leverandør af natdistribution. Det forenkler den natlige supply chain.
Forhandlerne hos Land Rover og Jaguar kan bestille reservedele på centrallaget i Vamdrup syd for Kolding frem til sen eftermiddag. Alligevel vil de med TNT Express stadig modtage leverancen inden kl. 7.00 næste morgen. Kun forhandlere i f.eks. det nordlige Norge må leve med længere leverancetider.