TNT tager lyntoget
TNT Express deltager nu i operationel test af muligheden for at sende fragtleverancer med højhastighedstog i stedet for fly.
Forsøget forbinder Frankrig og England via højhastighedstog, nærmere bestemt byerne Lyon, Paris og London. Toget, som anvendes i forsøget, har en kapacitet, som svarer til syv Boeing 737 fragtfly.
Forsøget er del af Euro Carex projektet (Cargo Rail Express Association), der har til formål at flytte mere express-fragt fra fly til skinne-nettet ved hjælp af Europas højhastigheds tognetværk. Via sit aktive medlemskab afdækker TNT Express de mulige fordele, som såkaldt multimodal transport, dvs. en kombination af flere forskellige transportmidler, har for kunder, omkostninger og miljøet.
Euro Carex arbejder for at etablere et ’air-rail’-netværk til tidsbestemte leverancer mellem europæiske byer. Projektet blev startet i marts 2009 som et samlende initiativ for jernbane- og flyoperatører, offentlige myndigheder og luftfragtsvirksomheder, herunder TNT Express.