Holder Danmark kørende-kampagne fortsætter
Gode tv-reklamer i 2011 gav transportbranchen et positivt løft hos befolkningen – og det skal der følges op på.
Det er netop de adfærdsregulerende initiativer som Tolerance Touren, chauffører og medtrafikanter kan se frem til i 2012. Det fortæller Nikolaj Stig Nielsen, der er kommunikationschef i ITD og ansvarlig for Holder DK Kørende:
- Det er klart, at vores opsigtsvækkende reklamer skabte stor opmærksomhed omkring lastbiltransporten, men det var initiativerne internt i branchen, der gjorde den største reelle forskel. Der er ingen tvivl om, at engagement og samfundsansvar også bliver nøgleordene for os fremover, fortæller Nikolaj Stig Nielsen.
Pointen understøttes af de målinger, der løbende er blevet foretaget af befolkningens holdning til lastbiltransportens image.
Her viser det sig ikke overraskende, at befolkningens opbakning til branchen daler, når kritiske sager rammer medierne - f.eks. negative sager om køre-hviletidsregler. Dette på trods af tv-reklamer og bred opmærksomhed omkring Holder DK Kørende.
- Vores mål er ikke at give kunstigt åndedræt til lastbiltransportens image, men aktivt at ændre på de faktorer, der medvirker til at skabe et dårligt billede af branchen udadtil. Det gjorde vi blandt andet med Tolerance Touren, hvor vi gennem dialog med vores chauffører satte god kørestil på dagsordenen, siger Nikolaj Stig Nielsen.
Holder DK Kørende fortsætter altså i 2012, hvor banen allerede kridtet op for nye aktiviteter. Til foråret sætter branchen fokus på børn og lastbiler.