Nyt installationsskib til A2SEA
A2SEA har underskrevet kontrakt med det kinesiske skibsværft, COSCO Shipyard Group på et nyt fartøj designet til installation af havvindmøller.
Aftalen har en værdi af 155 millioner dollar, svarende til ca. 890 millioner kroner.
Det nye fartøj vil være i stand til at opfylde kravene fra vindindustrien, hvor udviklingen går i retning af stadig større møller beregnet til installation på havet. Det skriver maritime.dk.
Det nye fartøj forventes leveret i 2014. Skibet er designet som et jack-up fartøj, optimeret til operation på havdybder op til 45 m.
Derfor vil det være perfekt til de kommende projekter på det nordeuropæiske havvindmøllemarked. Med dette nye installationsfartøj er der taget endnu et vigtigt skridt nærmere den yderligere industrialisering af offshore vindindustrien med lavere omkostninger og energipriser til følge.
- Med det hastigt voksende marked for offshore vind i Nordeuropa kan vi allerede i dag se at behovet for installationsfartøjer vil være støt voksende. Med det nye installationsfartøj er vi godt klædt på til at imødegå dette behov og dermed styrke vores position som førende leverandør på installationsmarkedet, siger Jens Frederik Hansen, adm. direktør, A2SEA.