Alsidig vagthund fylder rundt
Preben Skjøth fylder søndag 75 år.
Redaktør Preben Skjøth, Fredericia, fylder søndag 75 år. Preben Skjøth er i transportbranchen især kendt for sine markante holdninger og skarp pen, som kommer til udtryk, når han skal kommentere den aktuelle situation i transportbranchen som redaktør for FDL-Nyt – Frie Danske Lastbilvognmænds talerør.
Mangt og mangen har gennem årene måske følt sig trådt over tæerne i de skarpe kommentarer, men ingen kan være i tvivl om, hvor de frie lastbilvognmænd står henne i den aktuelle debat. Det sørger Preben Skjøth for.
Men Preben Skjøth er skarp til mange andre ting, og han er en sjælden alsidig herre med mange talenter.
Han skiftede hurtigt jobbet som værktøjsmager ud med en karriere i bladbranchen, hvor han blandt andet har været sportsjournalist og motorredaktør på en række lokale dagblade samt på BT. Blandt andet fik han et meget tæt forhold til Ferrari, hvor dørene altid har stået åbne for den danske redaktør.
Siden udviklede karrieren sig i en anden retning og Preben Skjøth var de seneste år journalist på erhvervsredaktionen på JydskeVestkysten, inden han efter et frivilligt farvel i 2005 etablerede sit eget mediebureau.
I sin fritid var Preben Skjøth en ganske seriøs idrætsmand. Han prøvede både boksning, cykling og sejlsport, men slog for alvor sit navn fast som langdistanceløber – med streg under lang. Nogle vil endda kalde det ekstremløb, som var ganske usædvanligt i den tid, hvor Skjøtten løb maratonløb, 100 km-løb og fik noteret landets længste ubrudte distance 278,4 km på 24 timer.
Hans fysik og indblikket i denne del af idrætsverdenen gav ham mulighed for at holde foredrag og hjælpe til som fysisk træner i forskellige idrætsklubber.
En anden side af Preben Skjøth er musikeren – og igen viser han her en alsidighed, der sjældent er set magen til: han spiller selv trommer, saxofon, klarinet mm. Også inden for musikkens verden markerede han sig som organisationsmand ved at etablere jazzstudiekredse og jazzklubber, og han spillede med de mest kendte danske jazzmusikere på spillesteder landet rundt.
På det seneste har helbreddet spillet Preben Skjøth et pus. Han har været igennem en ordentlig omgang, som andre sikkert ville have bukket under for. Men som den fighter han er, giver han hjerteproblemerne kamp til stregen og fortsætter derfor ufortrødent som branchens skarpe pen.
Fødselsdagen bliver dog markeret i rolige omgivelser med familien, som tæller hustruen Bente samt børnene Jane og Torben.