Pensionist-job giver kassen
Der sidder en pensionist i en varevogn – og stille og roligt scorer han kassen – for statskassen. Det fortæller fyens.dk.
Bag de tonede ruder sidder 67-årige Richard Vang og holder øje.
Som pensioneret betjent har han siden 2004 tilbragt to dage om ugen med at knipse fartsyndere fra den bordeaux varevogn.
- Jeg sidder her i fire timer ad gangen, så kører jeg hjem på stationen, og så kommer der en kollega klokken to, som kører ud igen, fortæller Richard Vang, som kører ud fra færdselspolitiets adresse i Odense.
Og på fire timer kan man godt nå at fange en fartsynder eller to.
- Når jeg har siddet her i fire timer, har jeg sjældent udskrevet for under 50.000 kroner i bøde.
Med 44 arbejdsuger på et år må det give 4,4 millioner kroner i bødeindtægter. Efter syv og et halvt år må det give 33 millioner kroner.
Richard Vang er dog ikke mere betjent, end at han godt kan synes, det er lidt synd for de arme fartsyndere. I hvert fald nogle af dem.
- Når jeg tager en taxachauffør eller en kassevogn, der kommer futtende, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der røg hans dagsløn. Det er jo en erhvervsrisiko, især taxachaufførerne har, som vi andre ikke har, siger Richard Vang.