Transportvirksomheder er meget innovative
Andelen af innovative virksomheder i transporterhvervet er støt stigende, og transport er nu den tredje mest innovative branche i Danmark, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
- Et gammelt ordsprog siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Og det er netop, hvad der er sket for transporterhvervet der er kraftigt udfordret i disse år. Derfor har transportvirksomhederne måttet vende hver sten for at finde fordele, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.
Kun brancherne information/kommunikation samt industri ligger foran transport, der har udviklet sig fra en andel på 32 pct. innovative virksomheder i 2007 til næsten 50 pct. i 2010, der er seneste tal.
- Tallet er stigende og giver forhåbning om yderligere fremskridt i de kommende år. I en ellers svær tid er dette et lyspunkt for virksomhederne. Når vi samtidig ved, at innovative virksomheder klarer sig bedre igennem kriser end de mere traditionelle, så er dette en opfordring til at tænke endnu mere nyt, siger Jesper Højte Stenbæk.
Dansk Erhverv peger på nyskabelser som modulvogntog, ny teknologi på logistikområdet og stadig mere avancerede og miljørigtige lastbiler som en del af de forbedrede rammer, der giver virksomhederne mulighed for at tænke nyt.
- Jo mere fleksible muligheder og lettere administration myndighederne kan give transporterhvervet jo større muligheder har virksomhederne for selv at hive sig op med håret. Hvis virksomhederne gives de rigtige rammer, skal de nok genopfinde sig selv, siger Jesper Højte Stenbæk