Fireakslet tankpåhængsvogn til Primagaz
Jørn Bolding A/S, Esbjerg har netop leveret en ny fireakslet Hobur tankpåhængsvogn til Primagaz Danmark.
Tankpåhængsvognen skal anvendes til Primagaz´ daglige transport af gas rundt i landet, og indgår som en del af et syvakslet hængervogntog.
- Vi har forsøgt at optimere vægt, køreegenskaber og indhold i tanken, uden at gå på kompromis med kvaliteten og funktionalitet, siger Per Bolding, fra Jørn Bolding A/S i Esbjerg.
Påhængsvognen er bygget op med 4 stk. BPW Eco aksler med skivebremser og dækstørrelsen 435/50 R19,5, der er monteret på lette Alcoa aluminiumsfælge. Bremsesystemet er et Wabco EBS-anlæg. Påhængsvognens tredje aksel er udstyret med bogielift, så den kan hæves ved tomkørsel, så der kan spares dæk og brændstof ved tomkørsel.
Totalvægten er på 30 ton, der udløser en nyttelast på ca. 20 ton og tanken rummer 37,2 m3.
I skabet mellem akslerne er der monteret en gaspumpe, samt den nyeste teknologi indenfor måler samt aflæsningsudstyr.