ITD: Retssikkerhed er ikke på plads
To af regeringens topministre i form af justitsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) erklærede i sidste uge, at de vil ”fastholde retssikkerheden som en grundlæggende værdi.”
- Det er prisværdigt, men på køre-hvile-tids-området er retssikkerheden i hvert fald ikke til stede i dag, siger chefkonsulent Lars Nielsen fra ITD.
Særligt to forhold gør retssikkerheden til en fjern ting for vognmandsbranchen: Den danske automatik i bødekataloget for køre-hvile-tids-regler betyder, at domstolene ikke tager hensyn til de konkrete og måske formildende omstændigheder ved en overtrædelse på få minutter.
Samtidig kan EU-landenes forskellige fortolkninger af en vognmands objektive ansvar koste dyrt, fordi virksomhederne ikke bliver behandlet ens i EU.
Som eksempel peger Lars Nielsen på, at der i EU-landene er vidt forskellige regler for ansvar, når køre-hvile-tids-regler bliver overtrådt. Danmark og Tjekkiet kører en langt mere restriktiv linje end eksempelvis England og Bulgarien.
Det betyder, at virksomheder i Danmark kan få en stor bøde for en chaufførs overtrædelse på grund af det objektive ansvar. Imens kan en britisk vognmand muligvis slippe, uden at skulle have et eneste pund op af lommen.
Også den automatik, som er indbygget i det danske bødekatalog, spænder ben for retssikkerheden. Automatikken bygger på en procentuel beregning af den minutmæssige overtrædelse af en regel, og det tilsidesætter efter ITD’s opfattelse i høj grad retssikkerheden.
ITD har spurgt Justitsministeriet, hvad status er på arbejdet med EU-dommens betydning for de danske bøder i køre-hvile-tids-sager. Herfra lyder meldingen, at ministeriet ikke er i mål endnu og stadig tygger på sagen.
Ministeriet regner dog med at kunne melde noget ud meget snart, og med lidt held bliver det før påske.