ITD’s medlemsprofil bliver bredere
En medlemsundersøgelse dokumenterer, at der er bevægelse i ITD’s medlemsprofil.
Omkring 25 procent af ITD’s medlemmer oplyser, at de udelukkende kører vognmandskørsel i Danmark, mens under ti procent er rene eksportvognmænd.
De dage, hvor ITD kun var en forening for eksportvognmænd, er forbi. Det dokumenteres af en spørgeskemaundersøgelse, som ITD netop har gennemført blandt sine medlemmer.
Her svarer omkring 25 procent, at de udelukkende kører vognmandskørsel i Danmark, mens godt to tredjedele både kører national og international kørsel. Under ti procent kører udelukkende eksportkørsel.
Undersøgelsen viser samtidig, at ITD’s medlemmer spreder sig inden for stort set alle godssegmenter.
- Vores medlemsprofil er blevet meget mere alsidig end tidligere, og fordelingen er stadig under forandring, idet vi p.t. oplever en løbende medlemstilgang. For os er det en rigtigt spændende udfordring at hjælpe og servicere alle typer af vognmandsvirksomheder, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
Hos ITD ser man ændringen i medlemsprofilen som en konsekvens af de ændringer, der sker på transportmarkedet.
- Tidligere gav det mening at skelne mellem et rent nationalt marked for transport og så et marked for eksportkørsel. I dag er det hele meget mere blandet sammen. Konkurrencen er bredere, uanset om man kun kører i Danmark eller i hele Europa, siger Jacob Chr. Nielsen.
Erkendelsen i ITD er, at konkurrencen vil fortsætte med at blive hårdere på tværs af Europas lande, uanset om branchen er for eller imod det. Derfor gælder det om at skærpe de danske transportvirksomheders konkurrenceevne så meget som overhovedet muligt.