3F Midtfjord startede tidligt fredag morgen en blokade af Farsø Taxa, fordi fagforeningen er utilfreds med løn- og arbejdsvilkår hos taxaselskabet.
Men aktionen gik ikke fredeligt for sig.
- Der er en person, der er blevet påkørt i forbindelse med konflikten dernede. Personen er nu kørt på sygehuset, men det er ikke livstruende, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Påkørslen skete, da ejeren af Farsø Taxa, ville forbi blokaden med sin taxa. Ifølge 3F Midtfjords næstformand gassede vognmanden voldsomt op og ramte en taxachauffør fra Aalborg, der var blokadevagt.
Manden blev ramt i ryggen, fordi han prøvede at undvige.
- Det var en meget chokerende oplevelse. Det var jo mig, der har stablet blokaden på benene. Jeg er meget ked af, at det endte sådan, siger næstformand Alex Pedersen fra 3F Midtfjord.
Søren Nielsen gik derefter med til at forhandle overenskomst med 3F. Den nåede lige at komme i hus, før politiet anholdt vognmanden.