16 iranske og pakistanske gidsler, der blev befriet af danske specialstyrker der bordede et piratmoderskib den 27. februar, er blevet bragt i land i Kenya og overdraget til deres nationale repræsentationer. Også ligene af to dræbte gidsler er blevet udleveret.
Tilbage på Absalon befinder sig fortsat 17 formodede pirater, der blev taget til fange i forbindelse med aktionen mod piratmoderskibet. De danske myndigheder undersøger mulighederne for at retsforfølge de formodede pirater, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).
Forsvarets Auditørkorps er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring aktionen der endte med at koste de to gidsler livet.
Det er planen ar Absalon skal deltage i NATO’s antipiraterioperation Ocean Shield frem til midten af april 2012.